Regntid

Regntid i Ghana bringer:

- Foerst og fremmest en paen maengde regn. Det foerste rigtig voldsomme regnvejr kom i morgen. Klokken halv fem vaagnede jeg med hamrende hjerte – jeg var blevet vaekket af det vildeste tordenvejr, jeg nogensinde har hoert. Det var noget helt ekstreme brag og saa stod det ellers ned i 4 timer.

- Lidt koeligere vejr, hvilket egentlig blot betyder, at man ikke sveder konstant, saa det er udemaerket.

- Faerre loese hunde i gaderne, fordi deres ejere bliver indenfor, og derfor heller ikke lukker deres hunde ud.

- Forsinkelser og aflysninger! Ghanesere har en tendens til at blive indenfor, naar det regner, og til tider kan det vaere forstaaeligt nok – regnen kan som sagt vaere noget saa voldsom – men andre gange, kan man godt undre sig lidt…
For eksempel aflyste min vaertsmor at tage til bryllup, fordi det regnede – og ja, det regnede i omkring en time, men det vaerste var altsaa overstaaet i loebet af 20 minutter.
I morges var det saa skoleboernenes tur til at vaere forsinkede.
Efter fire timers regn stod store dele af Temas veje under vand, saa jeg maatte hoppe over en del vandpytter paa vej til skole – og jeg naaede da ogsaa at faa vaade foedder (men ja, jeg gik hele vejen, hvilket nok vil chokere nogle ghanesere).
Oppe paa skolen var der saa kommet cirka 6 elever i hver klasse (som normalt har omkring 48 elever) og to laerere.
En time efter var der dog kommet lidt flere, saa skoledagen blev naesten normal – for de fremmoedte. Dem, der ikke kom frem, kommer jo saa automatisk bagud. Og naar der i forvejen er mange, der har det svaert, saa hjaelper det ikke ligefrem paa det, at en “smule” regn faar dem til at blive hjemme.
Det er ret frustrerende, at der skal saa lidt til, foer man dropper alt, og det hjaelper ikke paa effektiviteten, som i forvejen ikke altid er lige hoej.

Men udover dette, er regntid sjovt at opleve, og det koeligere vejr generer mig slet ikke – selvom det saa bliver saa meget svaerere at blive bare en lille smule mere brun…

Ferietur i Ghana

Vi kan jo ikke have vaeret i Ghana i 3 maaneder uden at have set andet end en kedelig industri-by (for det er Tema virkelig), saa den sidste uge af paaskeferien (23.-30. april) gik turen til storbyen Kumasi og ud paa landet i det oestlige Ghana.
De andre piger besluttede at tage ud at skydive fra fredag til loerdag, saa loerdag morgen begav jeg mig alene afsted mod Kumasi. Paa busstationen i hovedstaden Accra endte jeg paa en dyr, dyr luksusbus (laes: Lige under 100 kr. for 6 timers bustur), fordi de almindelige busser var fulde.
Rejsen gik strygende, indtil jeg lige pludselig stod alene i Kumasi, og det viste sig, at vores hotel laa laaaangt ude for byen – vi troede, vi havde faaet et lige i centrum, men det var kun deres lille hus – og de havde ikke vaerelser til os.
Efter at have travet rundt i byen en times tid – blandt andet direkte igennem et bryllup i en park med kaempe rygsaek – satte jeg mig foran Barclays (det eneste sted, hvor der var lidt ledig plads) og ventede paa de andre. Der kom da ogsaa hurtigt en vagt og sagde, at man ikke bare kunne sidde der og vente, men jeg endte med at faa “specialtilladelse” – han kunne muligvis se paa mig, hvor opgivende jeg var.
De andre kom dog kort tid efter og vi fandt sammen et andet hotel – fint og billigt.

De naeste par dage brugte vi paa at se Kumasi og omegn: En dejlig by ude paa landet med venlige mennesker, som lod os vaere i fred (!), kente-vaevning, en ghanesisk tradition og kakaoplantage.
Vi var ogsaa ude paa landet, hvor vi skulle paa mountaintur – jeg gav dog op paa halvvejen og blev i en lille landsby sammen med en venlig dame – og hendes baby! Dette tydede bestemt ikke godt, for det var planen at bestige et bjerg for at se Wli Falls senere paa ugen…
Vi brugte ogsaa lidt tid paa markedet i Kumasi, men vi fik hurtigt nok at storbyen, og efter et par ubehagelige oplevelser med fulde/skaeve/taagede taxa-chauffoerer, var vi glade for at forlade byen tirsdag.

Vi tog til Ho, en noget mindre by, hvor folk var soede, og hvor der generelt var meget mindre larm og meget mere rart.
Vi besoegte blandt andet en kvindegruppe, som lavede smykke og toej. Vi blev vist rundt af en meget venlig “director” og fik koebt nogle flotte smykker af nogle meget soede, unge kvinder.

Fredag gik turen saa mod Wli.
Vi ankom til hotellet og fik spist lidt frokost, foer turen ved 12-tiden gik mod Upper Fall – en tur, som skulle tage cirka to timer op, og som jeg var meget i tvivl, om jeg kunne klare. (Tre maaneder med fed afrikansk kost, har ikke ligefrem hjulpet paa en kondition, som i forvejen ikke var i top.)
Jeg var ogsaa lige ved at give op flere gange undervejs, men heldigvis havde jeg nogle meget taalmodige og soede piger med, som ikke havde noget imod at holde lidt laengere pauser, end guiden synes, var noedvendigt.
Det gik hele tiden stejlt op ad i loes jord og sten, og vi endte alle sammen med at vaere meget glade for den stok, vi havde faaet udleveret foer opstigningen.
Turne gik over vaeltede traestammer, store sten, stejle stigninger og smalle stier, men vi naaede op – paa praecis to timer!
Turen ned var slet ikke haard paa samme maade og blev tilbagelagt pa halvanden time.

Det var en skoen uge, men loerdag var vi ogsaa glade for at komme hjem – og Olivia og jeg kunne se frem til at starte i skole igen tirsdag

Super-ego

“I love you, do you know that?” spoerger en mand, som vist nok hedder Jude.
Til det maa jeg aerligt indroemme, at nej, det vidste jeg ikke – men eftersom vi moedte hinanden for cirka 1 minut siden, synes jeg maaske ogsaa, at det er fair nok, at det ikke lige var gaaet op for mig. Jeg goer ham opmaerksom paa, at jeg ikke helt synes, at vi kender hinanden godt nok til den slags kaerlighedserklaeringer, hvorefter han fortsaetter samtalen med at spoerge, hvor jeg kommer fra, for lidt efter at sige: “I could marry you!?”

Maaske lyder alt dette lidt maerkeligt, men naar man er blandt de eneste 12-13 obrunier i Tema, er det efterhaanden bare hverdag – noget, men hele tiden er opmaerksom paa, kan ske. Selvfoelgelig er ovenstaaende en af de mest direkte oplevelser jeg har haft – og helt sikkert den hurtigste kaerlighedserklaeringer, men jeg bliver bare ikke laengere chokeret, naar det sker.
I stedet har jeg – og de andre piger – laert at smile, give falske telefonnumre og kigge sporgende paa dem, naar de naevner facebook: “What’s that?”
En enkelt gang gik det dog galt. Olivia skulle give sit falke telefonnummer ud – det minder om hendes – og vores andres – men ender paa 812. Det fanger ham gutten ikke lige, saa han gemmer bare det nummer, der ender paa 800 = mit nummer! Saa i de efterfoelgende dage modtog jeg en del opkald fra “Sammie from the beach”…

Naar en taxa dytter, mens den kommer koerende forbi, er det 9 ud af 10 gange, fordi de tror, at obrunier ikke gider gaa, men kan betale sig fra at tage en taxa. Det er helt sikkert ogsaa ekstremt billigt (2 kr. for en 10-20 minutters tur), men naar vi har det fint med at gaa, vender man sig tit om og ryster paa hovedet. Det vaerste er, naar man rammer en af de gange, hvor chauffoeren rent faktisk forsoegte at komme i kontakt med en ghaneser, som staar ti meter laengere henne ad vejen – saa er det bare pinligt, men det er en risiko, der efterhaanden er, fordi man vaenner sig til den megen opmaerksomhed.

Obrunier er dog heller ikke altid selv for gode: Da jeg en dag gik hjem, var der en bil, der stoppede og dyttede. Jeg troede, at det var een jeg kendte, men det viste sig bare at vaere en hvid mand, der synes, at vi var venner, bare paa grund af hudfarven.

Det er lidt vildt, at det kan betyde saa meget, men ofte er det jo fordi white man er lig mange penge og mulighed for at tage overpris.
Her er vi dog saa heldige at have vaertsfamilie, som kan fortaelle os, hvad den rigtige pris er, saa vi ikke bliver snydt.
Fx den anden dag, da Camilla og jeg skulle tage en taxa til community 1 – en tur, der koster 0,6 cedi per person.
Camilla giver taxachauffoeren 5 cedi og siger, at det er fra os begge to. Han siger tak og kigger afventende paa os, for at vi skal stige ud. Vi goer ham opmaerksom paa, at vi mangler at faa byttepenge – hvorefter han giver os tre cedi, og ser endnu mere utaalmodig ud.
Vi fik dog til sidst de sidste 80 pesewas (0,8 cedi) – os skal han ikke tro, at han kan snyde!

Selvom opmaerksomheden tit handler om penge, faar man ogsaa meget positiv opmaerksomhed, og man faar at vide, hvor smuk, dejlig og “nice”, man er, og een ting er i hvert fald sikkert: Som obruni i Ghana kommer du aldrig til at savne opmaerksomhed.

Ferie-weekend i Cape Coast

I en stor Ford, med en aircondition, vi var blevet lovet, men som ingen af os rigtig kunne maerke og med min taske paa skoedet, gik turen mod Cape Coast fredag formiddag.
Efter at vaere blevet sat af i et lyskryds uden for Cape Coast fandt vi heldigvis hurtigt en taxa ind til Cape Coast Castle, hvor vi moedtes med Simone og Michael, som vi var der for at besoege. Simone havde fundet et laekkert og billigt hotel lige ud til vandet, hvor vi alle kunne bo paa samme sovesal.
Vi brugte lige et par timer paa Oasis Beach Resort, som det hedder, fredag eftermiddag, foer vi tog ud til Michael og Simones hjem – et hus, hvor der ogsaa bor andre danske volontoerer, saa de bor ikke hos vaertsfamilie. Man kunne godt blive lidt smaa-misundelig paa deres frihed, men samtidig ville jeg bestemt ikke undvaere min familie og den oplevelse det er at bo hos dem.
Ude paa Addisons, som deres hjem hedder, skulle vi se dem lave eftermiddagstraening – de er nemlig en del af et tromme/danse-projekt derude, saa hver dag har de to timers danseundervisning om morgenen og to timers traening om eftermiddagen. I fredags var det desvaerre aflyst, fandt vi ud af, da vi var taget derhen, men de fik da danset lidt.

Efter en skoen morgenmad bestaaende af omelet og pandekager, tog vi loerdag morgen paa Cape Coast Castle: Et fort, der i kolonitiden blev brugt til opbevaring og videresalg af slaver. Der blev vi vist rundt, og – ikke overraskende – var forholdene dengang helt forfaerdelige. Her er lige lidt billeder:

Derefter stod den paa strandtur og lidt fest loerdag aften. Det var rart bare at hygge, feste og drikke lidt oel, uden at skulle tage hensyn til en familie, der gaar i seng kl. 9 eller en koordinator, som det er lidt for let at blive uvenner med.
Derfor blev der ogsaa sovet laenge soendag morgen. Det gjorde der til gengaeld bestemt ikke mandag, hvor vi stod op klokken syv for at naa ud i Kakum National Park, foer alle turisterne – en betegnelse, vi ikke bruger om os selv, i hvert fald ikke til hverdag.
Derude var vi ude at gaa paa den – for Ghanas vedkommende – meget beroemte canopy walk, som kan ses sammen med Cape Coast Castle billederne.
Hele walk’en bestaar af i alt 7 broer, som det var lidt skraemmende at komme over. Som man kan se, er broerne meget smalle, og hvis man var for mange paa dem af gangen, gyngede de rimelig meget. Til gengaeld var det lidt mere afslappende, naar man naaede til en af platformene, hvor jeg (og Olivia) havde lidt lettere ved at nyde udsigten til regnskoven.
Det var utrolig flot at se og meget anderledes – jeg havde ikke forventet, at det var regnskov, jeg skulle ned til, men det gjorde bestemt ikke oplevelsen daarligere. Tvaertimod var besoeget i Kakum med til at goere mandagen rigtig god, paa trods af, at vi brugte 5 timer paa transport, foer vi endelig var hjemme i Tema igen efter en super skoen weekend.

Eksamenstid paa Star Basic

Normalt betyder eksamenstid stilhed, hvor de store er, at de smaa ikke rigtig har lagt maerke til noget, fastlagt tidspunkt for start og slut paa eksamen, opgaver, der er mere end dobbelttjekket for fejl og at normale ringetider er sat ud af spil.
Ovenstaaende har dog ikke praeget vores skole den sidste halvanden uges tid, hvor der har vaeret eksamener. Saadan fungerer eksamener ikke paa Star Basic School – og saadan fungerer de ikke i Ghana generelt.
Her er eksamener noget man har tre gange aarligt fra foerste klasse og alle aarene derefter, og der er prover i alle fag. Det er heller ikke unormalt, at man har flere eksamener paa een dag.

En gennemsnitlig eksamen foregaar som foelger:
Laereren siger: “I just have to go and get the papers” – for dem har de sjaeldent med til timen fra start af (!).
Derefter skal der svares paa multiple choice spoergsmaal – og for de stoerre elevers vedkommende ogsaa nogle spoergsmaal, hvor de selv skal skrive noget tekst, men det er sjaelndte ret meget.
Naar laereren saa synes, at der er gaaet lang nok tid – nogle gang er eleverne faerdige, nogle gange er det bare ved at vaere ringetid – begynder de at goere klar til at samle opgaver ind.
Saa skal opgaverne naturligvis rettes, hvilket sker i skoletiden, hvilket betyder at rettetid er praecis det samme som ventetid for eleverne. En ventetid, Olivia og jeg har gjort vores bedste for at goere kortere ved at “marke” (rette) paa livet loes den sidste halvanden uges tid.
Det betyder dog nogle gange, at eleverne saa kommer til at sidde og vente paa at faa fri, for laereren har sjaeldent planlagt mere. Nogle gange kan vi saa bruge tiden til at lege lidt med eleverne eller noget andet sjovt.
Generelt er der rigtig meget ventetid (spildtid!), hvilket kan vaere ret frustrerende, og umiddelbart virke som svaert at goere noget ved, fordi man aldrig ved, hvornaar eller hvor lang tid, laereren regner med bare at sidde og kigge ud i luften.

Til gengaeld har vi nu vaeret hos alle klasser, saa vi har de sidste par dage vaeret i een klasse. Jeg har slaaet mig ned i 5A, hvor der virkelig er nogle elever, som kunne bruge noget hjaelp i matematik og engelsk. Nu gaar vi saa lige paa paaskeferie i tre uger i morgen, men vi er begyndt paa fundraising i dag, saa nu sker der forhaabentlig snart noget… J

Info om arbejde

Noget af det bedste ved at vaere kommet ud til familien er, at vi ogsaa langt om laenge har set vores arbejde og er begyndte at komme der hver dag. Det er rart endelig at se det sted, som vi har brugt saa lang tid paa at forberede os paa at komme ud til.
Jeg arbejder – sammen med Olivia – paa en skole, som hedder Star Basic. Der er baade KG (Kindergarten, dvs. med elever paa 4-5 aar), primary (fra 1.-6. klasse) og en junior high school (som saa er cirka 7.-9.). Vi kommer ikke til at have noget med junior high at goere, og KG dropper vi nok ogsaa lidt igen.
Vi har arbejdet 4 dage nu (tirsdag), og jeg har indtil videre kun vaeret i KG, fordi jeg fra starten havde lovet at komme rundt i alle klasser (der er fire). Jeg har dog ikke lyst til at fortsaette der, bl.a. fordi de i forvejen er to laerere i klasselokalet – saa vil jeg hellere vaere i primary, hvor der kun er een laerer i et klasselokale med 40-50 boern.
Det glaeder jeg mig rigtig meget til at proeve i morgen – der har Olivia i hvert fald vaeret glad for at vaere det stort set alle de fire dage, hun har vaeret der.
Indtil videre er det ikke voldsomt meget, jeg har bidraget med, hvilket man nok heller ikke kan forvente i starten, men jeg tror bare ikke, at jeg kan komme til at goere saerlig meget mere i KG. Det vildeste, jeg har lavet, var nok at fortaelle Prinsessen Paa Aerten for 40 musestille boern i dag. Det var ret vildt, at de kunne vaere saa stille, for resten af tiden er der rigtig meget larm – men det var muligvis fordi en laerer havde truet dem med, at jeg gik et andet sted hen, hvis ikke de var stille. Jeg ved heller ikke helt, hvor meget boernene forstod, men laererne elskede det.
Ellers har jeg mest bare observeret og forsoegt at gaa rundt og hjaelpe en lille smule engang i mellem, men naar laereren sidder stille, virker det ogsaa lidt maerkeligt. Udover det, er det vist begraenset, hvad der er at hjaelpe med – nu maa vi se i primary i morgen.
Nu her til at starte med, vil vores headmistress nemlig gerne have, at vi kommer rundt i alle klasser for at se, hvor vi har lyst til at vaere. Vi har forsoegt at sige, at vi gerne vil derhen, hvor der er mest behov, men det gaar de vist ikke saa meget op i – eller maaske er der bare behov alle steder.
Naar vi saa – om en uges tid – har besoegt samtlige 16 klasser (inklusiv 4 i KG), kan vi begynde at faa en hverdag i en fast klasse. Vi kommer ikke til at arbejde sammen paa noget tidspunkt, men det er rart at have en at snakke med i pauserne, og jeg tror at den “ordning” passer os begge to fint.
Udover det skal vi maaske vaere med til at laegge fliser paa skolens udendoers moedeareal i paaskeferien – den varer nemlig 3 uger her, fordi det er “end of term”. Saa vi har gjort dem opmaerksom paa, at vi meget gerne vil lave noget andet i de uger.
Men – som altid – kan jeg lige nu bare sige: Nu maa vi se, hvad der sker…

Indtil videre er det bedste bare, at KG-eleverne er gaaet fra at raabe “obruni, obruni” (hvid mand) og “white man” efter mig til nu at raabe “auntie Mary, auntie Mary”. Det er virkelig vildt at krydse skolegaarden og bare kunne hoere de raab fra alle sider…

Mit nye hjem

Som sagt er jeg endelig kommet ud til min familie og mit hjem de naeste 2 1/2 maaned, og det er meget anderledes fra, hvad jeg havde forestillet mig.

Den foerste overrakelse var, at jeg bor i lejlighed. Jeg bor “on the top flor”, hvilket vil sige tredje sal i en boligblok. Her er 5 blokke, og jeg bor i nummer tre. Bygningerne kunne paa afstand godt se dansk ud, men der er selvfoelgelig mange forskelle.

Det hedder sig, at der baade er elektricitet og rindende vand (laes toilet med traek og slip) her, men af de fem dage, jeg har vaeret her, har der kun vaeret vand den ene. Saa kan vi nogle gange hente det ude i “opgangen”, men andre gange – som i dag – gaar boernene ned af trapper og et godt stykke vaek herfra for at hente vand, og ligesom alle andre her, baerer de det paa hovedet. De er vildt seje til det – alle sammen!

Vi blev ret overraskede, da vi kom hertil, for vi havde maaske lige forventet det i Kenya, men der gjorde de det ikke – men det goer de altsaa her.

Elektriciteten har ikke svigtet endnu, men de siger, at den nogle gang goer det. Det bedste ved stroem er, at jeg kan have min blaeser koerende, naar jeg skal sove. Det goer de ogsaa selv, saa det er ok, og det hjaelper til at holde myggene vaek, saa jeg har endnu ikke faaet et eneste stik her i huset, selvom jeg stort set ikke har haft myggespray paa. Det skal ogsaa siges, at de baaede har tv og computer her. Computeren kan dog ikke saa meget – der er hverken word eller net (ikke, at det goer mig noget), men jeg kan stadig skrive det her blogindlaeg i Wordpad, saa det er jo fint. I gaar aftes saa vi Real Madrid mod Lyon i fjernsynet.

For lige at vende tilbage til det med “mit” vaerelse, saa er det nok den eneste negative oplevelse, jeg har haft her. For at jeg kan faa et vaerelse, hvor jeg kan vaere alene, naar jeg skal sove, har jeg nemlig “forvist” boernene til at sove paa gulvet og sofaen i stuen. Jeg har det virkelig daarligt med det, men efter de dage, jeg har her, har jeg behov for at vaere alene – jeg kan heller ikke forestille mig, hvor varmt det maa vaere at ligge 5 mennesker i en 140 cm dobbeltseng… Men ligegyldigt hvad, er det lige aergerligt, at det er noedt til at vaere saadan.

Med hensyn til at bade, er jeg ogsaa blevet meget overrasket: Vi bader nemlig to gange om dagen (!) – morgen og aften. Det er nu meget rart, for man sveder saa ekstremt meget her – meget mere end i Kenya, men heldigvis er det ikke lige saa slemt, som jeg havde frygtet. Jeg tror ogsaa, at jeg kan blive helt glad for “kop-bade”, hvor man tager vand fra en spand. Det fungerer fint, og man sparer helt vildt paa vandet.

Noget andet, der er meget anderledes end Kenya, er maden. I Kenya var den til tider saa kedelig, at den kunne vaere svaer at faa ned – her er den saa staerk, at det kan vaere lige saa svaert. Min vaertsmor, Louise, er heldigvis super soed. Den foerste aften, fik jeg ret hurtigt drukket en halv liter vand til maden og blev saa spurgt: “Mary, why are you drinking too much water?” Siden da, har hun lavet en lille portion til mig med mindre “pepe” i hver aften – saa nu smager det meste bare super godt. Paa naer grisefoedder og kofedt, som der vist desvaerre kommer til at vaere en del af. Men igen har min soede Louise sagt, at naeste gang kommer der til at vaere meget mere fisk (som er godt og indtil videre uden ben her i huset) end “koed” i min “stew”.

Vi faar stew eller suppe hver aften, med forskellige ting i. Nogle gange med en masse koed, andre gange bare med aeg eller nogle bestemte groentsager.

Til den er der saa enten ris, kogebananer (lidt som kartofler), yams, fufu eller banku. Fufu er kassava og kogebanan (plantain) blandet. Det bliver blandet i et lille rum, som er specielt beregnet til det – saadan et har hver etage vist. Det bliver gjort i noget, der ligner en meget stor morter med nogle store pinde. Maaske kan jeg oploade et billede en dag.

Jeg kan i hvert fald fortaelle, at det er rigtig haardt, men Louise og boernene er selvfoelgelig super gode til det.

Det var lidt om mine foerste dage i Ghana. Nu skal jeg lige ordentlig i gang med mit arbejde, saa skal der nok komme en update igen.